Kender i til det at være bekymret?
Jeg kan godt føle det som om det at blive forældre er en lavine af bekymringer hvor jeg kæmper for at grave mig fri.
Jeg syntes især det blev udtalt da jeg fik et sygt barn.
Der bliver bekymringerne helt overvældende og jeg kunne slet ikke se mig ud af dem igen.
Men tiden gik, og bekymringerne lagde sig.
De er der stadig, men jeg vil ikke bruge tid på dem.
Hvis jeg først går ind i bekymringerne kan jeg blive helt handlingslammet.
Jeg syntes jeg som forældre kan bekymre mig om alt:
- Får min datter høje karakterer bekymrer jeg mig om hun er for perfektionistisk.
- Får min datter lave karakterer bekymrer jeg mig om hun klarer sig godt nok i skolen.
- Er min datter sammen med vennerne hele tiden bekymrer jeg mig om hvad de laver, om de har sunde aktiviteter, om det er sunde relationer.
- Er hun alene hjemme bekymrer jeg mig om hun er ensom.
Og det bliver ved og ved og ved…
Jeg har det på samme måde med katastrofetanker. Noget, jeg heller ikke kendte til før jeg fik børn.
Altså tanker om alt det der kan gå galt for dem.
Bare det at vi står i kø til en rutsjebane i Djurs Sommerland går tankerne i gang om alt det der kan ske.
Jeg syntes katastrofetankerne er nemmere at håndtere, for ofte er de så langt væk fra virkeligheden at jeg godt kan se mit sind er på et sidespor.
Men bekymringerne…
De er der, og de kan også være reelle. Hvordan dælen skal de håndteres?
Jeg er heldig at have et sind der har nemt ved at flytte dem til en side og kaste lys over det jeg syntes er vigtigt.
Jeg ser det som om jeg har en kæmpe bunke af tanker, og jeg vælger hvilke tanker min lommelygte skal kaste lys over.
Nogen dage er det noget nemmere end andre, og for mig hænger det sammen med mit overskud, om jeg har fået sovet, om jeg har tid til mig selv og prioriterer at gøre de ting der giver mig energi.
Jeg er ikke psykolog på nogen måde, men det der har hjulpet mig er:
- Sortere mine bekymringer ved at stille spørgsmålet: Er det noget jeg kan gøre noget ved? Hvis svaret er nej flytter jeg fokus til det jeg kan gøre noget ved. Selvom om det nogen gange er nemmere sagt end gjort.
- Anerkende at bekymringerne er der, men ikke gå ind i dem.
- Snakke om dem, og få dem perspektiveret. Det kan godt hjælpe at få luft, og hjælp til at igen at fokusere på det der er vigtigt.
Og det der nok hjælper mig allermest er at have en tydelig værdisæt for hvilken type mor jeg gerne vil være.
Jeg vil gerne være en mor der udviser tillid til mine børn, lærer mine børn at være selvstændige og lader dem udfolde og udfordre sig selv. Når jeg har det i baghovedet kan jeg nemmere navigere i om mine bekymringer er et produkt af at jeg efterlever mine værdier. I det tilfælde kan jeg meget nemmere rumme og acceptere dem.
Hvilke bekymringer har du som forældre?
